Team Volvo (Lars, Ole, Henrik, Susanne, Marc og Kim) havde sat hinanden i stævne en søndag i vejen. Nu skulle der virkelig fremvises verdensskydning på ”rigtige dyr” og ikke de sædvanlige papskiver. Så forventningerne var i top da vi drog af sted mod Vejen Bueskyttelaug’s bane lige udenfor Vejen by. For hvor svært kan det virkelig være at ramme et dyr på 20 meter. Af hensyn til sarte dyreelskere må vi hellere oplyse at dyrene alle er kunstige 3D dyr og ingen dyr led overlast. Men måske nogle af skytterne ?

Banen i vejen har ikke mindre end 65 mål alle med 3D dyr. Heraf er de 4 bevægelige mål og der er også treestand og hochsitz. Alle mål er opsat i kuperet terræn på ukendt afstand og der er intet pilefang. Så enten rammer man dyret eller man skal en tur i krattet og lede efter sin pil.

Vel ankommet i Vejen lagde vi ud med en let opvarmning (læs: samling af udstyr og en cola) hvorefter vores hovedsponsor sørgede for behørig hovedbeklædning til alle skytter. Og så var Team Volvo klar til en let indskydning.

Vi begav os videre og efterhånden fandt vi ”nøglen”. Det tager tid at vænne sig til at skulle afstandsbedømme når man normalt skyder på de samme 18 meter. Og med træer og grene der hænger ind over pilebanen blev det også tid til studier i ballistik. Selvom du kan se hele vejen til målet kan der jo komme noget i vejen.

 En af de mange ”fede” ting i Vejen er de mange forskellige mål man støder på. En skam at den danske fauna ikke kan tilbyde det samme. Eller måske ikke. Når man møder Hr. Bjørn må præcisionen hellere være på plads. Der ryger af og til en jæger eller to på den konto. Men Team Volvo gjorde kort proces og alle skytter overlevede.

En flot serie der beviser at det kan lade sig gøre selv under svære forhold. Det styrkede selvtilliden.

Efter et par skydninger fra Treestand og Hochsitz  var det tid til frokost. Nogle kørte efter pølser og brød mens andre fyrede op under grillen og snart var der ”pøller” til alle.

Med ballasten på plads gik det videre ind i skoven  efter vildsvin, bæver, ”gebyr” grib, grævling. Der udvistes fremragende skydning fra akavede stillinger.

Selv Ole måtte en tur i knæ for at få plads til buen – men det gik og et herligt smask bekendte et styk kalkun på tasken.  Og så fulgte en lille hjort med ”farlige træer” som bagstop. Et gås endte sine dage i solens stråler og en los i bunden af en stejl slugt voldte en del problemer. En farlig ugle på toppen af en skrænt var ikke så ligetil. Vigtig læren blev gjort omkring skydning nedad og opad. Det er ikke det samme som skydning på fladt terræn.

Marc triumferede på en svær hjort. Knægten (8 år) havde julelys i øjnene da vi talte træfferne. Han var den eneste der havde ramt i hjerte regionen.

Og så skulle man tro man havde lært det der med at skyde nedad men ak nej. Selv Robin Hood faldt i. Pilebane er ikke det samme som sigtebane. Glemmer man det falder hammeren med det samme

Men næh nej – man kan jo lige prøve igen for det må da kunne lade sig gøre for jeg kan jo se målet. Slam Slam – og der sad de så. ”Dobbelt Pletskud i den gren der ligger lige i pilebanen.

Undskyld Lars men det var sgu svært ikke at grine.

Men stilen den kan ikke diskuteres. Der blev rørt muskler og sener man ikke troede stadig var i live.

Alt i alt havde vi en fantastisk dag i Vejen med kam til vort hår.

Og vi nåede kun ca. halvdelen af målene så det er mere godt i vente.

Så har du fået lyst til at prøve kræfter med en anderledes skydning så kommer der en ny tur til Vejen i oktober.

       Træk og slip – Team Volvo +1.